Skip to main content

Den Danske Frimurerordens Fortjenstmedalje

Det blev en uforglemmelig aften for os alle i Sankt Johanneslogen Harald til Runestenen i Vejle. For broder Jørn Aagaard Laursen, X, modtog mandag den 18. november 2024 Den Danske Frimurerordens Fortjenstmedalje.

Af Steen Aamand Olesen, X, OM STJL Harald til Runestenen

Måltid og højtid

Brodermåltidet er en vigtig del af enhver logeaften. At mødes i tillid og taknemmelighed og glæde sig over livet og aftenens begivenheder, imens man deler et godt måltid, skåler med hinanden og reflekterer sammen over det, der rører sig i sind og hjerte. Det skaber sammenhæng og mening i tilværelsen.

Som frimurerbroder handler det om at gøre sig umage i alle livets sammenhænge, og det afspejler sig på en god aften i alle detaljer. Broder Jørn Aagaard Laursen har som logens restauratør med stor flid og ansvarlighed gennem 18 år stået i spidsen for brodermåltidet i Sankt Johannelogen Harald til Runestenen og Sankt Andreas Instruktionslogen Philadelphia på Friis Hansens Vej i Vejle.

Med største selvfølgelighed

Broder Jørn og hans kære hustru Lis har på ægte frimurervis været optaget af at tjene logen, brødrene og vor Orden med største selvfølgelighed. Noget af det allersmukkeste man kan opleve som frimurerbroder, er mennesker, der med et smil siger ”hvad kan jeg gøre for dig?” Og ikke bare siger det, men mener det af deres dybeste sted i hjertet.

Ligesom man hjemme med skam må indrømme, at man nogle gange overser, hvor store anstrengelser det i virkeligheden kræver af den anden at sørge for det nødvendige i en travl hverdag, så er der nok ingen, der gør sig forestillinger om, hvor mange timer, det har krævet af de to skønne mennesker at handle ind, forberede, tilberede, servere, rydde af, vaske op, gøre rent og aflevere tom emballage. For så atter at stille op med et smil logeaften efter logeaften gennem så mange år.

Fra venstre ses v/OHP Ulrik Andersen, R&K, OM Steen Aamand Olesen, X, Jørn Aagaard Laursen, X og PM Thommy Pedersen, R&K.

Vi fik alle det bedste, vi havde fortjent

Broder Jørn var naturligvis både rørt og stolt af at få Ordenens Fortjenstmedalje, men han var mindst lige så taknemmelig for, at logen og brødrene havde investeret i et køkken, der er topmoderne og vedligeholdelsesvenligt, for så har både han, brødrene, damerne og logen fået det, de har fortjent. Det fremgik tydeligt af hans takketale, såvel i logen som ved taffellogen, og hvor serveringsdamerne blev hædret med stående applaus og alle brødrene blev bedt om at tage en hilsen med hjem til de mange damer, der foruden de syv, der tjente brødrene denne aften, deler de mange vagter, der er i løbet af et logeår i vore to loger.

Vore damer

Vi er alle stolte af vores restauratør, og vi er taknemmelige for alle brødres store tjenstvillighed i Harald til Runestenen. Og så er vi så velsignede at have en flot opbakning fra vore damer, der med ligeså stor selvfølgelighed tager tjansen på sig som medhjælpere i køkken og ved servering, afrydning og opvask.

Vi gør naturligvis, hvad vi kan for at forkæle dem i løbet af året, men det er nærmest eventyrligt at opleve den glade myretue af godhed og kærlighed, der driver logen i stort og småt.

Broder Jørn og hans hustru Lis.